Camilla Noelle Rathcke valgt som ny formand for Lægeforeningen

19/06/20

Lægeforeningens repræsentantskab har netop valgt Camilla Noelle Rathcke som ny formand. Valget fandt sted på foreningens repræsentantskabsmøde, Lægemøde, i Aarhus, hvor de 109 repræsentanter skulle vælge den nye lægeformand blandt seks opstillede kandidater.

”Jeg ønsker en stærk, samlet Lægeforening, der taler med én stemme. Sådan sikrer vi bedst de rigtige løsninger og den rigtige udvikling af sundhedsvæsenet til gavn for patienter og læger. Det gælder en styrket retssikkerhed for læger, det gælder en styrket psykiatri, det gælder uddannelse af flere speciallæger på tværs af specialer, et løft af sundhedsvæsenets økonomi, ulighed i sundhed, klimaforandringernes betydning for sundheden og en lang række andre områder. Det vil jeg arbejde for,” siger Camilla Noelle Rathcke, ny formand for Lægeforeningen. 

”Styrelsen for Patientsikkerhed har haft sin tid. Vi skal have et andet og bedre tilsyn, der giver mere patientsikkerhed,” siger Camilla Noelle Rathcke.

Lægeforeningens nye formand er 45 år, Centerchef i Center for Planlægning, Sundhedsstyrelsen, og speciallæge i intern medicin; endokrinologi, ph.d. Camilla Noelle Ratcke har desuden været formand for Yngre Læger 2013-2018 og fællestillidsrepræsentant på Herlev Hospital 2006-2012.

Camilla Noelle Rathcke er valgt for tre år og afløser Andreas Rudkjøbing, som efter fem år på posten har valgt at træde af.

Læs mere om Lægeforeningens nyvalgte formand